Flytteguide

At flytte kan være en blandet oplevelse. Der er meget, der skal nås og gøres, inden den egentlige flytning foregår. Det vigtigste er, at man giver sig selv tid til at pakke sammen, gøre rent og sige ordentligt farvel til den tidligere bolig. Vi har her samlet en liste med punkter, som gerne skulle gøre flytningen nem og overskuelig, så man husker det hele.

 

Herunder finder du en flytteguide, der kan gøre flytningen nemmere. Giv dig selv god tid til at komme igennem disse punkter, så du kan gøre dig klar til en ny hverdag uden stress.

 

  1. Meld din flytning i folkeregistret.
  2. Aflæs målerne i hjemmet.
  3. Læg en plan.
  4. Navn på postkassen.
  5. Bed om hjælp.
  6. Flytningen i sig selv. 
  7. Find ro og sig ordentligt farvel.

1. Meld din flytning i folkeregistret

Når man flytter til en ny adresse, er det vigtigt, at man melder flytningen i folkeregistret senest 5 dage efter, at flytningen er sket. Dette kan gøres på borger.dk eller gennem kommunens officielle hjemmeside. Når du skal registrere dette, skal du have følgende klar:

 

  • Hvilken dag du flytter ind.
  • Den fulde adresse, du flytter til.
  • Dit MitID eller anden digital signatur, som du bruger.
  • Hvorvidt du skal/vil skifte læge.

  

Hvorfor skal jeg melde min flytning?
Man skal melde sin flytning, da det offentlige skal sørge for at ændre din adresse hos bl.a. pengeinstitutter, forsikringsselskaber, skoler og andre institutioner. Husk dog, at det ikke er alle, der får besked om dette, hvorfor du selv skal melde det til din arbejdsgiver, fagforening, tandlæge m.m. Vi anbefaler, at man selv tager kontakt til de forskellige institutioner for at sikre, at de har fået de nye oplysninger.

2. Aflæs målerne i hjemmet

Ved flytning skal du huske at aflæse el, gas, vand og varme og melde flytning til forsyningsselskaberne. Du skal derudover også aflæse dit forbrug det nye sted og tilmelde din nye adresse hos forsyningsselskaberne, hvis ikke din udlejer har gjort dette.

 

Dette skal gøres senest 3-5 dage efter flytning.

3. Læg en plan

For at det skal gå så gnidningsfrit som muligt, bør du lægge en plan. Start med at skabe dig et overblik over, hvilke opgaver der er tilbage, og hvordan disse skal prioriteres. Bor du i en bolig med flere rum, som kælder, loft, skur og generel bolig, kan det være en fordel at finde ud af, hvilke rum og dele af huset man pakker sammen eller rengør, og hvornår dette skal ske. Giv gerne dig selv god tid til dette. Husk både det tekniske og det praktiske i din plan, så der både er tid til at pakke ned og gøre rent i ro.

 

Kan du allerede her se, at det kommer til at knibe med opbevaring, har du mulighed for nemt og billigt at booke et opbevaringsrum hos Nettolager, lige her

 

Læs også vores 7 tips til stressfri nedpakning

 

4. Navn på postkassen

 

Det er vigtigt at fjerne dit navneskilt på den gamle postkasse, men mindst lige så vigtigt at få påsat et navneskilt på din nye postkasse. Postvæsenet adresserer din post i dit navn, hvilket betyder, at man kan risikere, at de nægter at levere ens post.

 

Dette er vigtigt, fordi du kort tid efter, du er flyttet til dit nye hjem, vil modtage et nyt sygesikringskort, MitID og lignende med posten.

5. Bed om hjælp

 

De fleste har prøvet at flytte på et tidspunkt i deres liv, hvorfor dine venner og familie godt kan forstå det, du gennemgår. Spørg om hjælp fra dine nærmeste, hvis du føler, at du har brug for et ekstra par hænder til det praktiske under flytningen, som pakning, transport eller udpakning af dine ejendele. Her hjælper det altid at have lidt godter klar til dem, der hjælper, som lidt pizza og noget at drikke.

6. Flytningen

Som bemærket i punkt 3 er det vigtigt at have en klar plan, for det er den, der skal gøre selve flytningen til en leg.

 

Du kan overveje, om du selv vil stå for flytningen, eller om du ønsker, at et professionelt flyttefirma skal tage sig af det. Det er selvfølgelig dyrere at lade de professionelle flytte for dig, men derimod også meget nemt. Står du derimod selv for det, skal du overveje, om du har brug for at leje en trailer eller en flyttevogn til at få dine ejendele transporteret. Husk at holde øje med, hvor du kan aflevere vognen eller traileren, hvis du flytter langt væk fra din forhenværende bolig.

 

Derudover er det vigtigt at holde øje med, om man nu har nok flyttekasser og, hvorvidt man har brug for et opbevaringsrum. Du er altid velkommen til at leje et opbevaringsrum hos Nettolager her

7. Find ro og sig farvel

 

Det kan være med blandede følelser, at man nu forlader sit tidligere hjem til fordel for det nye. Det er derfor vigtigt, at man får sagt ordentligt farvel. Dette kan gøres på mange måder, både med og uden familie. Du kan afholde en sidste filmaften med snacks og hygge, invitere dine venner eller familie over til afskedsfest eller noget god mad. Det er vigtigt at omfavne og kigge tilbage på tiden i den tidligere bolig med positive øjne, så man kan tage til den nye bolig med spænding og se frem til de minder, man kommer til at få i den bolig.

 

Som de vanedyr, vi er, kan det være en svær tid. Det er derfor vigtigt, at du ikke graver dig ned, men i stedet tager ud og nyder området de dage eller uger, man har tilbage i boligen, ved at gå en tur igennem nabolaget, besøge din favoritrestaurant og sige farvel til dine naboer på din måde.

Nyttige links:

 

 

 

Vi håber at vores flytteguide, har hjulpet dig på vej mod den nye hverdag :-).

;